Historien om Loud Music
Oprindelig startede Loud Music som en pladebutik i 1993
De to DJ’s Ole “Lindegaard” Loud og Karsten “Thorhauge” Loud ønskede at give musikinteresserede og dj’s muligheden for at finde plader, som ikke var at finde i de øvrige butikker i Danmark.
Med daglig import af vinyl og cd’er fra store dele af Europa og USA var der friske forsyninger flere dage om ugen så man altid kunne forvente at finde nye udgivelser. Dag efter dag og uge efter uge I en periode på 12 år var butikken med til at præge danskernes musiksmag i en ny retning. Adskillige Dj’s fra Danmarks radio og øvrige radiostationer kom forbi og blev inspireret til at købe og videreformidle de nyeste musik-trends fra det store udland. Når radioen introducerede den nye musik for folket, åbnede de ørerne for de interesserede lyttere som så helt naturligt fandt vej til butikken for at få stillet deres nysgerrighed og købe de numre som havde imponeret dem. På den måde blev folks musiksmag åbne for undergrunds kunstnere fremfor de sikre pophits som man altid kunne høre når man tændte for radioen eller gik på diskotek.
Med et bredt udvalg af musikgenrer som eksempelvis rare grooves, soul, funk, disco, dub, reggae, hiphop, r&b, nu jazz, broken beats, drum & bass, chill-out, downbeat, electronica, electro, trip-hop, lounge, house, techno og trance tiltrak butikken et stort publikum fra det meste af danmark og sverige. Maxisinglerne blev distribueret ud til de mange dj’s og musikfreaks som uge efter uge mødte op for at få fingrene i de specielle udgivelser. Butikken tilbød også postordresalg så dj’s der ikke boede i København kunne ringe og bestille pladerne over telefonen.
Hver ugedag var forbundet med nye forsyninger. Hver mandag kom der engelske plader, tirsdag amerikanske hiphop, soul og funk. Onsdage var US deep house imports og torsdag var oftest minimalistisk techno, eletronica og tech-house fra tyskland samt progressive house og trance. Fredage var åbne for franske, italienske, hollandske og belgiske leverancer.
Ole & Karsten havde en vision om at lave en butik hvor alle skulle føle sig velkomne uanset om man var erfaren eller helt ny. De ansatte bag disken lærte kundernes smag og havde derfor mulighed for at guide og vejlede i hvilke plader de skulle lytte til. Dette var en service som mange holdt meget af og som ikke helt findes i dag når man selv skal vælge musik på diverse on-line platforme.
Adskillige udgivelser var at finde på hylderne i Loud Music langt før de danske pladeselskaber fik øjnene op for dem. Eksempelvis var cd opsamlingerne Hotel Costes og Buddha Bar importeret fra Frankrig flere år inden de kunne købes via de danske distributører. Disse opsamlingsplader var en af grundstenene til den musik der ofte afspilles i hotelbranchen og stormagasiner. Damerne fra Magasin og Illum kom ned i kælderen i Hyskenstræde og købte lounge til butikkerne. Opsamlings-serien blev så populær at folk ofte kom forbi og købte en Costes cd med som værtsgave når de skulle til middage.
1996 da butikken kunne fejre 3 års fødselsdag gik det ikke stille for sig. Mathew Herbert som på daværende tidspunkt havde sin største fanskare i Danmark blev booket som hovednavn til Loud’s fødselsdagsfest.1300 Loud kunder blev inviteret indenfor til den første klubaften på netop åbnede Store Vega. Der var lang kø udenfor og folk var villige til at betale større summer for at komme ind, men stedet havde nået sit max.
Loud Music fungerede samtidig som en institution hvorfra broer blev bygget og folk mødtes på tværs af de forskellige kulturelle events og musikgenrer. Mange havde et tilknytningsforhold til butikken, både som kunder og venner af huset. Det at komme forbi og sige hej og tjekke flyers-hylderne for nye festlige begivenheder var noget rigtig mange benyttede sig af. Facebook eksisterede ikke på dette tidspunkt og informationerne kom ikke ind ad brevsprækken.
I butikken var der også en festkalender som de forskellige arrangører kunne skrive sig på, når de havde planer om at holde et event. På denne måde kunne man undgå at sigte efter de samme datoer hvilket var af større betydning da den elektroniske musik endnu ikke var noget man hørte særlig mange steder og derfor heller ikke havde et særlig stort publikum som i dag.
Der blev produceret skuldertasker med broderet logo i forskellige farver og i begrænsede oplag. Taskerne kunne rumme ca 25 stk vinyler og var tiltænkt som pladetaske til de daglige indkøb. Logoet blev flittigt eksponeret rundt omkring i byerne og på gaden via farvestrålende poser og der blev også produceret slipmats til pladespillerne i adskillige varianter. På dette tidspunkt var der et overtag af dj’s der spillede vinyler, og der var derfor altid pladespillere på klubberne og i udlejningspultene.
I 2001 åbnede butikken en lille undergrunds afdeling i Magstræde. Lille Loud som den blev kaldt, var oprindelig åbnet under navnet Science Fiction af Kenneth Christiansen (Ned Flanders) og Morten Kamper (313 vinyl) De ønskede at give København en ægte stilren elektronisk butik inspireret fra Berlin med et udvalg af minimalistisk techno, house og electronica.
Butikken havde et snævert udvalg i forhold til det danske publikum og det var derfor svært at få nok omsætning til at butikken kunne løbe rundt. Science Fiction skiftede navn til Loud Music og Ned Flanders blev ansat som ophavsmanden der skulle fortsætte konceptet i samme retning men nu med en lønning mindre.
Åbningen af lille Loud blev også fejret med en fødselsdagsfest på Store Vega hvor alle Loud kunder var inviteret til fri entré. Akufen var et nyt navn på den elektroniske scene, som butikken havde et kærligt øre til og det var derfor oplagt at han skulle være hovednavn. Aftenen blev vanen tro afviklet med hjælp fra personalet i Loud som naturligvis alle også var dj’s. Det lykkedes at holde ild i bålet og den minimalistiske scene blussede op og spillede en større betydning i volumen.
Efter nogle år i magstræde blev butikkerne slået sammen så kunderne ikke skulle løbe frem og tilbage for at få dækket deres samlede behov.
Personalet bestod udelukkende af dj’s som samtidig også var specialister indenfor udvalgte musikgenrer. Aron (nu jazz, broken beats, rare grooves, soul, reggae & dub) Dennis Uprock (us deep house, detroit & hiphop) Ned Flanders (minimal techno, tech-house, electronica & dub-techno), Casper (drum n bass, two step & uk garage) Ole (deep house, disco, easy listening, Brazil & classics) Karsten (Progressive House, Trance, TripHop, Downbeat) Bezz (Alle genrer med mørke toner) Nix (Electronica). Øvrige dj’s som også hjalp til i kortere perioder bør nævnes Mikkel Ryberg, Matightazz, Backhaus, Lars Farsø, Martin Decara & Jacob Thorsen som også hver især havde deres speciale. Dette gjorde at man altid kunne søge råd og blive vejledt af en med fingeren på pulsen indenfor sin ynglings musikkategori.
Når store dj legender var i byen kom de oftest forbi Loud for at lede efter plader og nogle kvitterede med deres signatur. Her bør især nævnes Afrika Bambaataa, Marshall Jefferson, Arthur Baker, Kevin Yost, Matthew Herbert, Francois K, Norman Jay, Roger Sanchez, Kerri Chandler, Tikiman, Terry Lee Brown, Akufen, Lisa Shaw Jay-J, Larry T og Pete Herbert.
I 2005 hvor I-tunes var opstået og net handlen allerede havde taget store markedsandele var det desværre ikke længere muligt at holde butikken kørende, så lokalet blev sat til salg og et stykke historie var hermed blevet skrevet.